D. 26. august inviterer Algecenter Danmark 2.0 til en spændende workshop med temaet Tang og Fødevarer i Anneberg Kulturpark i Nykøbing Sjælland. Arrangementet er en del af centerets fortsatte indsats for at styrke videndeling og netværk omkring tangens mange anvendelser – denne gang med fokus på vores tallerkener.
Workshoppen samler fagfolk, producenter, kokke og interesserede til en dag med oplæg og diskussioner, der belyser tang som fødevare fra flere vinkler. Der bliver sat fokus på, hvordan vi kan øge interessen for tang i kosten og samtidig tage højde for de udfordringer, der følger med – såsom forekomsten af tungmetaller, PFAS og mikroplast i havmiljøet.
Midt på dagen vil “Kokken fra Kanten”, LiseLotte, stå for en interaktiv tangfrokost. Her kombineres smagsoplevelser med fortællinger og inspiration, der giver deltagerne en håndgribelig fornemmelse af tangens kulinariske potentiale.
Workshoppen giver mulighed for både at få ny viden og udveksle erfaringer med andre, der arbejder med eller er nysgerrige på tangens rolle i fremtidens fødevaresystemer.